Artboard 1icon_burger icon_checkmark icon_checkmark_red icon_cross icon_down icon_download icon_edit icon_exclamationbox icon_eye icon_facebook icon_heart icon_home icon_house icon_lock icon_magnify icon_papers icon_prize icon_quote icon_site-switchericon_star icon_studerende icon_trio icon_twitter icon_up
Menu

På vej mod genåbning

FORMANDEN HAR ORDET

Af kredsformand Hanne Ellegaard

I mere end to måneder har vi levet med truslen om, at corona-pandemien skulle brede sig og komme ud af kontrol. Heldigvis tyder meget på, at det ikke går så galt som frygtet. Danmark er i sundhedsmæssig henseende sluppet billigt. Kun få er blevet alvorligt syge eller er døde som følge af coronaen.

Epidemien er tilsyneladende ved at tabe pusten, og landet er langsomt på vej til at åbne igen. Takket være en ansvarlig regering, der har udvist mod til at træffe de nødvendige beslutninger, men ikke mindst takket være, at de fleste danskere har opført sig ansvarligt og respekteret de mange restriktioner og forholdsregler.

Det gælder også på vores arbejdspladser, hvorfra vi får mange meldinger om, at både ledelse og ansatte – i et forbilledligt samarbejde, også med borgere og pårørende – har formået at tackle de mange udfordringer, som corona-situationen har budt på. Herfra skal lyde en stor tak, for det har krævet meget. Der er udvist stor fleksibilitet og vilje til at få tingene til at hænge sammen og samtidig holde fagligheden i hævd til gavn for de borgere, vi er der for.

Som i forrige nyhedsbrev bringer vi også her et par beretninger om at være på job i corona-tider. Om de problemer, det har ført med sig – men også om, hvad det har givet i form af ny indsigt og nye idéer til, hvad man måske kan lave om på, når man er vel ude af den anden side af corona-krisen.

Vi ser frem til den fortsatte genåbning af Danmark, som indebærer, at vi i efteråret atter kan mødes ansigt til ansigt og genoptage vores fagpolitiske og medlemsrettede aktiviteter. Vi glæder os til at se dig til vores medlemsmøder med fokus på faget, til igen at kunne mødes på kredskontoret eller på din arbejdsplads og til at se dig til kredsens generalforsamling 29. september. Og vi glæder os til Socialpædagogernes kommende kongres, som finder sted i november.

I mellemtiden vil vi ønske dig en rigtig god sommer.